Soundpainting – musikalsk bevidsthed og kommunikation

Beskrivelse:

Da vi i før 3. semesterstart blev bedt om selv at arrangere praktik i forbindelse med entreprenørskab-faget, var jeg med det samme helt sikker på, at jeg ville i praktik hos Gustav Rasmussen og Ketil Duckert, der tilsammen driver firmaet og konceptet ”Creative Business”.

”Creative Business” er Gustav og Ketils selvopstartede kreative platform med tilnavnet ”kreativ på kommando”, hvorfra de arbejder med at få musikken og ikke mindst kreativiteten ud – også til steder, hvor man ikke ville have troet, at den kunne få lov at blomstre og gøre gavn. Sådanne steder kunne f.eks. være kontorvirksomheder eller andre lignende institutioner langt fra musikkens strømninger.

Helt så langt fra musikalsk praksis befandt vi os dog ikke den tirsdag eftermiddag i november, hvor jeg tog ud for at overvære Gustav og Ketils en-dags-workshop med et gymnasie-musikhold på Aurehøj Gymnasium. Det var elevernes første møde med Gustav og Ketil og deres geniale musikalske metode – og det skulle senere vise sig, at eleverne skulle få sig en oplevelse ud over det sædvanlige.

Det undervisningsredskab som Gustav og Ketil gang på gang gør brug af ved deres workshops er ”Soundpainting”. Et tegnsprogsystem, som er designet specielt til at arbejde med/skabe musik på en anderledes og om man vil mere indfølende måde. Sproget blev udviklet for omkring 30 år siden i New York, hvor jazz-musiker, komponist og dirigent Walther Thompson opfandt systemet, i første omgang for at imødekomme problemet med at skulle råbe hen over musikken for at kunne kommunikere med musikerne i hans Big Band. Sproget er sidenhen blevet udviklet en del og består i dag af mere end 1200 tegn, altså et ret så mangfoldigt sprog, som er helt ideelt til at skabe spontane kompositioner i form af koncerter, danse- eller teaterforestillinger, malerkunst, lydspor til film eller, som jeg i denne rapport vil give et indblik i, pædagogiske præsentationer.

Dagens workshop startede med, at alle eleverne i første omgang skulle bruge deres stemmer i stedet for de medbragte instrumenter, for at få den mere direkte indgangsvinkel på ”Soundpainting” og få de mest basale ”håndtegn” indøvet fra starten.

Eleverne blev endvidere præsenteret for selve ”Soundpainting”-syntaksen, som er den rækkefølge dirigenten (”soundpainteren”) præsenterer de forskellige tegn/parametre:

HVEM → HVAD → HVORDAN → HVORNÅR

Første øvelse gik ud på at gøre eleverne bevidste om klang og disharmoni. Ketil gav tegn til at hele gruppen skulle synge en lang vilkårlig tone i deres mellemregister. Dette resulterede ganske som ventet i en udefinerbar ”cluster-masse”, og nogle af de medvirkende syntes måske, at det virkede lige lovlig fjollet alt sammen, men efterhånden som de hver især blev bevidste om deres del af denne musikalske legeplads, blev stemningen i lokalet vendt til et koncentreret fælles fokus.

Ketil vekslede undervejs mellem selv at bringe nye tegn på banen og stille spørgsmål til eleverne om, hvordan de kunne variere og sætte effekter på den lange tone. Her kom eleverne selv med forslag til effekter som vokallyd (eks. synge med åben eller lukket mund), vibrato, lydstyrke og variationer i form af tonehøjde og klang.

Musikken skiftede hele tiden karakter, fordi de medvirkende selv valgte deres tone/lyd, mens de blev dirigeret rundt i toneregisteret. Idet de gjorde det, og holdt fast i deres individuelle toner uden at lade sig påvirke af hinanden, var de allerede godt i gang med at improvisere – noget mange af dem aldrig havde troet de kunne.

Efter noget tid gav Gustav og Ketil eleverne lov til at tage deres instrumenter frem. I den forbindelse blev der igen stillet spørgsmål til eleverne om de nye muligheder for klangvariation på de forskellige instrumenter. Gustav og Ketil er sådan set ligeglade med om det lyder godt eller ej – det vigtigste er, at kunne skabe et musikalsk rum, hvor det er tilladt, at alt bliver udforsket og vendt op og ned. Der blev både pillet ved klavermekanikken og lavet hvæsende blæselyde gennem de forskellige blæseinstrumenter. Gustav og Ketil brugte i denne forbindelse ”Soundpainting” til at aktivere elevernes fantasi og kreative sans.

Øvelse i hurtighed. Eleverne blev præsenteret for tegnet ”Pointelism” (små fingerprik i luften). Et håndtegn, der meget rammende har fået sit navn fra den modernistiske kunstart af samme navn. I musikalsk sammenhæng gælder det bare om at spille så mange ”prikkende” toner så hurtigt som muligt i hele ens ambitus. I denne sammenhæng blev et andet og meget relevant tegn introduceret nemlig tegnet til regulering af tempo. Her benyttede Ketil lejligheden til at gøre eleverne opmærksomme på nogle typiske ting, der automatisk slår fejl, hvis man ikke er opmærksom på dem – f.eks. at tonehøjden eller intonationen falder, når tempoet sættes ned eller at man kommer til at spille kraftigere i takt med at tempoet bliver hurtigere:

Der en eller anden mærkelig sammenhæng mellem volume og tempo – det er vigtigt at være bevidst om at holde dem adskilt” – Ketil Duckert

Øvelse i solistisk improvisation

Denne øvelse gik ud på at gøre eleverne bevidste om, at alle kan improvisere, uanset musikalsk baggrund eller ej, ved bare at tage nogle enkelte valg. Det er heller ikke så vigtigt at tænke musikken ind i en bestemt tonalitet, man skal mere stræbe efter at producere en effektfuld solo. I denne forbindelse fortalte Gustav om jazzlegenden og pianisten Thelonious Monk, som omtalte selve essensen af en improvisation som en konstruktion af ”Musical Events”. Når man skal lære at improvisere (indenfor jazzmusikken), er der som regel meget fokus på, hvilke skalaer man skal spille over. Improvisationen bliver tit og måske endda før den overhovedet har fundet sted analyseret efter, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Ideen med ”Musical Events” er ikke så meget det, at man spiller en bestemt skala eller nogle bestemte toner, det er mere et spørgsmål om at fokusere på de lidt større byggesten. Eksempelvis kan man sige ”min musikalske byggesten er noget, der går opad eller tager udgangspunkt i et stort spring. Det kan også være noget klangligt som en kromatisk melodi med en støvet lyd – det tanken bag ”Musical Events”. Hvis man kan nøjes med at tænke musik som nogle mindre definerede sekvenser, er man pludselig ret godt på vej til at improvisere.

Under denne øvelse blev elevernes tanker om improvisation også diskuteret. Eleverne skulle også forholde sig/tage stilling, hvordan de hver især lykkedes med at spontan-improvisere, om de havde et klangideal og hvad deres individuelle skabelon, hvis de havde sådan en, i så fald var.

Igen blev de forskellige instrumenters klang diskuteret og eleverne blev opmærksomme på, hvad der f.eks. definerer lyden af en guitar (eks. Bluesstilen), og at det kan være interessant at finde på en lyd, der ikke nødvendigvis er karakteristisk for instrumentet.

Udover de omtalte øvelser, var der også øvelser med fokus på præcision, musikalsk hukommelse på trods og tværs af tonalitet, imitation, intonation og så helt overordnet og basalt musikalsk bevidsthed og bevidsthed om sammenspil i det hele taget.

Refleksion og vurdering:

Hvad er mere meningsfuldt i dag for en klassisk konservatoriestuderende end at komme ud og opleve en helt ny måde at tænke og formulere musik på?

Klassisk musik er i bund og grund en kunstart, der bliver holdt i meget faste rammer og det er ofte yderst vanskeligt at gøre sig fri til at fortolke og forme musikken – ”Soundpainting” kan her være et oplagt middel til at tage den klassiske musik nye steder hen.

Musikalitet handler efter min mening mere om at være god til at lytte end at være god til at spille.

Som musiker er jeg aldrig blevet tvunget ind under et typisk musikpædagogisk-system som f.eks ”Suzuki” eller ”Colour Strings” – tværtimod så fandt jeg min vej frem til den klassiske musik og mit hovedinstrument ved at lytte og være opmærksom på, hvad andre gjorde. Derfor var det helt specielt for mig, første gang jeg mødte Ketil og Gustav og oplevede det frie kunstneriske rum gennem ”Soundpainting”.

”Soundpainting” er stadig et forholdsvis ukendt fænomen i musiklivet herhjemme, men er ved at vinde frem mange steder i udlandet. I takt med at vores verden og musik er blevet mere mangfoldig, er der automatisk opstået et behov for at bygge broer og danne samarbejde mellem de forskellige institutioner/genrer for at skabe det nye og ultimative. Hvis jeg i sidste ende formår at få implementeret denne form for musikalske brobygning og kommunikation i min uddannelse og i mit professionelle virke som musiker, vil jeg føle, at jeg endelig har gjort noget aktivt for at fremme en vigtig og undervurderet forståelse af musik og det, at kunne frigøre sig både på sit instrument og som musiker.

Skaberen af ”Soundpainting”, Walther Thompson, viser her tegnet for improvisation.

Leave a Reply

Your email address will not be published.