Cand.Musicae Anders Dohn forsvarede i 2012 sin ph.d.-afhandling om absolut gehør: Behavioral and neural correlates of absolute pitch ability. Ph.d.-projektet foregik i samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium, Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Aarhus Universitet og Center for Funktionelt Integrativ Neurovidenskab, Aarhus Universitetshospital.
Absolut gehør er en yderst sjælden evne, som ganske få musikere har og som gør dem i stand til at kunne identificere toner uden reference, dvs. uden at have en på forhånd kendt tone at referere til. Oftest udvikles denne evne tidligt i barndommen under forudsætning af tidlig musikudøvelse.
I dette ph.d.-projekt er fænomenet blevet undersøgt på flere måder. Dohns forskning tyder på, at aktiv musikudøvelse har en betydning for præcisionen af det absolutte gehør, og at personer med absolut gehør har en tykkere hjernebark i visse områder af hjernen end musikere uden absolut gehør. Desuden ser det ud til, at absolut gehør er forbundet med nogle særlige personlighedstræk som også ses hos personer med autisme.
Disse fund kan måske hjælpe til en større forståelse af musikalske evner og af det sjældne fænomen: absolut gehør.
Læs dansk resumé: Dohn_phd_summary_DK
Links til Anders Dohns artikler
Musical Activity Tunes up Absolute Pitch Ability