I 2009 anmeldte jeg Oliver Sachs bog Musicophilia – tales of music and the brain til Videnscenter for Hjerneskades tidsskrift Fokus.
Læs anmeldelsen her:
Musicophilia – tales of music and the brain
anmeldelse v. Bjørn Petersen, lektor, ph.d., Det Jyske Musikkonservatorium
Musik er en af evolutionens gådefulde frembringelser. Hvordan og med hvilket formål mennesket gennem sin udvikling blev i stand til at frembringe og nyde toner, rytmer, harmonier og klangfarver er der ikke ganske enighed om blandt musikologerne. Sikkert er det dog at stort set alle kulturer rummer selvstændige musikformer og at der overalt er nær sammenhæng mellem musik og sprog. Vores evne til at huske musik er bemærkelsesværdig. Mange af de sange vi hører i vores tidlige barndom ”indgraveres” så at sige i vores hukommelse og kan resten af livet spontant kaldes frem og gengives med stor nøjagtighed.
Vores modtagelighed for musik er ganske stor og uden for vores kontrol. Nogle komponister er særligt dygtige til at skrive iørefaldende melodilinjer, som vi så at sige kan få ”på hjernen” blot efter at have hørt dem få gange. En sådan ufrivillig ”øreorm” er mulig, fordi vi mennesker ejer evnen til at forestille os og høre musik for vores ”indre øre”. Når Beethoven kunne fortsætte med at komponere selv efter at være blevet totalt døv, var det netop denne evne der sammen med hans livslange musikalske hukommelse gjorde det muligt.
Disse og mange andre betragtninger kan man læse i bogen Musicophilia – den amerikanske neurolog og forfatter Oliver Sacks’ seneste. Heri gør han rede for den neurologiske baggrund for hvorledes musikken påvirker menneskers liv. Beretningen sker gennem en lang række fascinerende cases. For eksempel den 70-årige amerikanske kvinde mrs. C, der som følge af et gradvist høretab pludselig oplevede musikalske hallucinationer – virkelighedstro gengivelser af musik, som hun til sin overraskelse kun selv kunne høre. Forklaringen er ifølge Sacks enkel: Uden sit vante input fra ørerne kompenserer hjernens hørecenter ved at hente sine egne lydstimuli fra hjernens dybe hukommelsescentre. I mrs. C’s tilfælde i et sådant omfang at hun besluttede sig for at få indopereret et cochlear implantat. Implantatet kan ved hjælp af en elektrode i øresneglen delvist genskabe hørelsen og mange brugere oplever at deres tinnitus og ufrivillige indre lyd forsvinder i takt med at hørecenteret genaktiveres.
For ca. 4% af befolkningen har musik dog kun lille eller slet ingen betydning. De lider nemlig af såkaldt amusia eller tonedøvhed, som neurologisk har visse fælles træk med farveblindhed. Selv om amusia også kan gælde rytme og harmoni er det som oftest evnen til at skelne og gengive toner der er påvirket – ofte uden at den tonedøve selv er klar over det. I ekstreme tilfælde som kvinden D.L. er lyden af musik fuldstændig forvrænget, hvilket gør hende ude af stand til at skelne et musikstykke fra et andet. Musik lyder med hendes egne ord som hvis nogen ”banker samtlige køkkenets potter og pander mod hinanden”. Interessant nok gælder hendes høredefekt kun musik – alle andre lyde inklusiv tale opfatter hun tilsyneladende normalt.
I tilfældet Woody – en 80-årig alzheimerpatient, der har mistet al erindring på kort og lang sigt – er musikken den eneste forbindelse til det tidligere liv. Han er i stand til at synge hele udgaver af sange og husker uden problemer sine korstemmer om end oplevelsen er glemt kort efter. Gennem sangen får Woody stimuleret sine følelser og mærker momentant glæden ved at der er noget han kan. Det beroliger og opliver ham og som en slags selvterapi fløjter, nynner eller synger han hele tiden. Det er bl. a. denne funktion af musik som musikterapeuter benytter i deres arbejde med demente. Ved at spille og synge velkendte melodier oplever patienterne stemninger og følelser, som sygdommen ellers helt har afskåret dem fra og reaktionerne er ofte glade og overstrømmende. Langtidseffekten af musikterapien varierer, men forbedringer i humør og adfærd kan vare op til flere dage.
For personer som efter en hjerneskade (oftest venstresidet) helt eller delvist har mistet evnen til at tale, kan musikken også være et redskab i genoptræningen. Ikke sjældent ses det, at disse mennesker gennem sang viser sig i stand til at udtrykke ordene, fordi det område i hjernen som behandler musik er ubeskadiget. Gennem systematisk og intensiv musiktræning har det i visse tilfælde været muligt at genskabe talefunktionen i sprogområder i hjernens højre side. Et eksempel på hjernens plasticitet og evne til at skabe nye nerveforbindelser.
I et kapitel om Parkinsons sygdom og musikterapi beskriver Sacks hvordan musik har kapacitet til at tage kontrol over vores motoriske hjerne. Parkinsonpatienter der er hensat i en ”frossen” tilstand oplever, at musik med markante rytmer og melodiske strukturer er i stand til gøre dem fri af denne tilstand og hengive sig til både sang og bevægelse. Virkningen er kortvarig men lykkebringende for de der oplever det.
Over 350 sider indfører Oliver Sacks sine læsere i samspillet mellem musik og hjerne – om absolut gehør, musik og Tourette’s syndrom, Willam’s syndrom, depression og meget meget mere. Med inddragelsen af sine personlige oplevelser og professionelle iagttagelser forbliver bogen spændende læsning, og kan stærkt anbefales alle, der ønsker at udvide deres indsigt i emnet. Bogen er ikke oversat til dansk, men er skrevet i et levende og let læst engelsk. Eneste indvendinger jeg vil komme med er forfatterens overdrevne hang til fodnoter, som trods umådelig relevans gør informationsmængden overvældende, samt det totale fravær af illustrationer, der med fordel kunne have suppleret ordene.
Bjørn Petersen
januar 2009